En virksomhed må gerne lave udspil til akkordaftaler til murersvende. Faktisk lige så tosset, det skal være. Men virksomheden kan ikke kræve, at det er virksomhedens akkordudspil, der bliver afregnet efter, hvis ikke murersvendene har svaret inden for otte dage.
Det er først, når murersvenden(e) fremsætter et akkordkrav skriftligt over for virksomheden, at uret begynder at tikke i forhold til de tidsfrister for akkordarbejde, der er gældende i murernes og murerarbejdsmændenes overenskomst.
Det har en dommer slået fast i en voldgiftskendelse den 3. september 2026.
Uændrede regler
Reglerne for forhandling om akkord er derfor fortsat som følger:
Når murersvendene har fremsat et akkordkrav på et stykke arbejde, har virksomheden en frist på otte dage til at reagere på dette krav. Når virksomheden har afgivet svar til murersvendene har virksomhed og murersvende 12 dage til at
underskrive en aftale. Hvis parterne ikke er enige, kan murersvendene sende aftalen til mægling mellem 3F og DI.
Ugyldig afvisning
Det var en gruppe murersvende, som arbejdede for JOP i Nivå, som endte med at få deres konflikt med virksomheden afgjort i voldgiftsretten.
Virksomheden havde afgivet et bud på en akkordaftale. Herefter antog virksomheden, at svarfristen på otte dage var gældende.
Da murersjakket ikke svarede inden for fristen, afviste virksomheden sjakkets krav med den begrundelse, at fristen var overskredet. Men da virksomheden ikke kan igangsætte de otte dages frist, var afvisningen af sjakkets krav ikke gyldig.

