På tværs af en række fag er antallet af korte uddannelsesaftaler i vækst, oplyste DR i august. For murerne på Fyn skal det være anderledes. Derfor har det lokale uddannelsesudvalg (LUU) søgt midler til at ansætte Allan Due. Han er murer, tidligere faglig sekretær og nu pensionist. Opgave: Skaf de unge nogle uddannelsesaftaler, helst de fulde af slagsen.
- Vi har fået fondsmidler til, at Allan Due kan hjælpe tre hold g2-lærlinge. Vi vil øge fokus på at søge lærepladser - og på at skaffe fulde uddannelsesaftaler, oplyser Andreas Hausnap, faglig sekretær og næstformand i LUU.
Det første hold har alle fået lærepladser. På det hold, Allan Due hjælper lige nu, mangler der fortsat lærepladser til 16 ud af 20. Så det giver god mening med en hjælpende hånd, der kan åbne døre.
Lige nu går det ikke så godt
18-årige Mads Black har søgt lærepladser 20 steder, og han har fået svar tilbage fra seks af dem.
Han søger ved at sende sin ansøgning og et c.v.Jeg har også ringet til nogle, men så tager de den ikke, oplyser han.
- Så lige nu går det ikke så godt. Nogle steder har jeg ikke fået svar, andre har ikke plads. Nå, nå, videre til den næste tænker jeg så, siger Mads Black.
Hans papfar kender et firma, som muligvis har en læreplads til ham, hvis kemien passer.
Så har han det at falde tilbage på.
Hvis det ikke virker, har han helt sikkert fidus til ansættelsen af Allan Due, som har til opgave at opstøve firmaer med plads til en murerlærling.
- Det er meget fedt med den ekstra støtte til at komme i det rigtige spor, synes Mads Black.
Jeg har det faktisk godt med det
16-årige Laurits Brems kom i juniormesterlære i 9. klasse - og har nu fået læreplads samme sted. På en kort uddannelsesaftale, der slutter i 2027.
- Vi skal ud i virksomhederne til januar. Når det slutter, vil mester måske have mig på fuld kontrakt, siger Laurits Brems.
Han er ikke ked af den korte uddannelsesaftale.
- Jeg har det faktisk godt med det. Hvis det nu ikke er her, jeg vil være alligevel - eller hvis firmaet ikke har arbejde nok, så har vi mulighed for at gå hver til sit, siger Laurits Brems.


