Frem til nu har Huscompagniets kunder kun kunnet få et hus bygget i genbrugsmursten og -mørtel, hvis de selv har bragt det på bane.
Men inden længe kommer genbrugsmursten og -mørtel med i kataloget over mulige materialer på linje med nybrændte mursten, nyproduceret mørtel og alle mulige andre byggematerialer.
- Hidtil har vi løst det, når enkelte kunder har nævnt det. Men nu bliver det en del af sortimentet, oplyser indkøbschef i Huscompagniet, Peter Agerbeck Laursen.
- Så for personer, som går meget op i den bæredygtige agenda, har vi nu løsningen.
- Det bliver nok ikke til særligt mange huse for os. Det er en dyr løsning, så kunderne skal virkelig ville det, lyder det vurderende fra Peter Agerbeck Laursen.
Genbrug skal følges med genbrug
Man kunne nemt få den tanke, at det er de strammere krav til CO2-udledninger i bygningsreglementet, der har sporet Huscompagniet ind på at sætte genbrugsmørtel på menukortet sammen med genbrugsstenene.
Men det er det overhovedet ikke.
For de nye krav kommer ikke til at forhindre Huscompagniet i at benytte nye mursten og ny mørtel.
Godt nok kan Huscompagniet ikke fremadrettet bygge helt, som de plejer. Et sted mellem 20 og 30 procent af de huse, Huscompagniet opførte i 2024, ville de ikke kunne bygge i dag efter stramningen af CO2-kravene.
Men indkøbschef i Huscompagniet Peter Agerbeck Laursen er direkte adspurgt, om man kommer til at bruge fx nye mursten fremover, ikke et sekund i tvivl:
- Det gør man. Teglværkerne har været dygtige til at maksimere. Randers Tegls sten indeholder fx 30 procent genbrug, anfører Peter Agerbeck Laursen.
- Da vi begyndte at snakke om CO2 for nogle år tilbage, anså vi murværk som en af de helt store syndere. Det har bevæget sig rigtig langt siden da, og mursten er ikke i top 5 og måske heller ikke i top 10 af de største syndere i dag.
- Hvis der er noget, der tvinger mursten ud, så er det ikke bæredygtighed. Hvis noget skulle gøre det, er det priserne på murstenene, siger Peter Agerbeck Laursen.
Modigt skridt
Direktør Claus Juul Nielsen fra Gamle Mursten er selvsagt godt tilfreds med, at Huscompagniet har taget genbrugsmørtlen til sig.
Han er også benovet over, at Huscompagniet har turdet tage det skridt. Særligt fordi bølgerne efter skandalen, hvor huskøbere oplever mørtel, der smuldrer for øjnene af dem, endnu ikke har lagt sig.
- Det er lidt specielt at levere genbrugsmørtel til Huscompagniet i det marked, hvor alle producenter er nervøse ovenpå krisen med familiehusene, hvor mørtel og sten ikke arbejdede godt sammen, siger Claus Juul Nielsen.
Han bryster sig samtidig af selv at være en leverandør, som tager et ansvar for, at sten og mørtel passer sammen ved at sælge det hele samlet. Og ikke som ellers, hvor mørtel skal købes et sted og mursten et andet.
Knaphed på sand
Der kan være mere fremtid i genbrugsmørtel end bare at hjælpe den grønne omstilling på vej.
For verden mangler i den grad sand. Lige nu graver man efter sand på havbunden eller i asiatiske flodsystemer med efterfølgende store konsekvenser for miljøet og de mennesker, der bor i områderne.
Men Gamle Mursten laver rent faktisk en hel del sand: 12 tons om dagen, anslår Claus Juul Nielsen.
- Så vores sand kan godt få en interessant fremtid, bemærker han.
- Og markedet har taget rigtig godt imod det. Genbrugsmørtlen er fuldt funktionsdygtig, og folk er glade for at mure med den.

