Til danske EU-parlamentarikere
I EU lægger man op til at vedtage en ny forordning ved navn EU Inc., også kendt som det 28. regime. Ideen går ud på at skabe et særskilt regelsæt for virksomheder, som går på tværs af de 27 medlemslandes nationale lovgivning. I modsætning til et direktiv, skal en forordning implementeres direkte i medlemslandene. Der er således ikke mange knapper at skrue på i de enkelte lande, hvis dette går igennem.
Det bliver solgt som en måde, hvorpå vi i fællesskab kan styrke Europas konkurrenceevne og gøre det mere attraktivt at investere. Men bag ordene om vækst og konkurrenceevne ligger en velkendt præmis begravet: Mere frihed til virksomhederne og mere pres på arbejderne. EU Inc. vil gøre det muligt at oprette en virksomhed på 48 timer for 100 euro og placere den i det EU-land, hvor reglerne er mest fordelagtige for virksomhederne, uanset hvor i Europa arbejdet udføres.
Det giver virksomhederne endnu et redskab i værktøjskassen til at jagte de laveste lønninger og dårligste arbejdsvilkår med øget profit i sigte. Når der frit kan vælges mellem landenes regler, bliver løn- og arbejdsvilkårene selvsagt sat yderligere under pres.Som murersvende kender vi allerede konsekvenserne af EU’s liberale og deregulerede tilgang til arbejdsmarkedet. Vi oplever dagligt udenlandske kolleger blive underbetalt og presset til at acceptere elendige løn- og arbejdsvilkår ude på vores byggepladser.
Europæisk fagbevægelse har berettiget kritiseret forslaget for at åbne en motorvej for social dumping og arbejdskriminalitet. Med andre ord, er det en bombe under de rettigheder arbejdere her i landet har tilkæmpet sig igennem generationer.
Vi nægter at deltage i et kapløb om at gøre arbejdskraften billigere og forholdene mere usikre. Tværtimod burde EU vedtage en social protokol, som sætter mennesker før profit.Derfor opfordrer vi alle danske EU-parlamentarikere til at stemme NEJ til EU Inc.
Vedtaget af Landsklubbens bestyrelse for Murer- Stenhuggere og Stukkatører den 10. november 2026
